Døjer du med social angst?

Social angst er blandt de mest invaliderende angstformer, og mange lever med angsten i årevis, før de finder modet til at gøre noget ved den. På det tidspunkt kan angsten være blevet fuldkommen uoverskuelig, og det kan være tilsvarende sværere at slippe af med angsten igen. Mange mennesker med social angst isolerer sig gradvist mere og mere og bliver meget ensomme, og at leve med social angst i mange år kan koste dyrt i forhold til både selvværd og relationer. Derfor er det vigtigt at søge hjælp så tidligt i forløbet som muligt, hvis du oplever symptomer på social angst.

 

 

Har jeg social angst?

Det er ganske normalt at kunne blive nervøs, når du skal være sammen med andre mennesker. Særligt hvis du befinder dig i en situation, hvor du føler, at du skal præstere, eller hvor du gerne vil gøre et godt indtryk. Nervøsiteten i mødet med andre kan dog også udvikle sig uhensigtsmæssigt, og det kan blive angstfuldt at interagere med omverdenen. De klassiske symptomer på social angst er, at du oplever flere af de nedenstående symptomer, når du befinder dig i sociale situationer:

  • Du får hjertebanken
  • Du sveder
  • Du ryster eller føler på anden måde uro i kroppen
  • Du får ondt i maven
  • Du bliver svimmel
  • Du rødmer
  • Du får kvalme
  • Du føler dig desorienteret
  • Du føler en grad af uvirkelighedsfølelse
  • Du har lyst til at flygte fra situationen
  • Du bliver tør i halsen
  • Du ved ikke, hvad du skal sige, eller har svært ved at få ordene frem

 

Behandling af social angst

Med professionel hjælp fra en angstbehandler får du de rette redskaber til at håndtere social angst. Det kan tage tid og føles som et stort stykke arbejde at blive helt fri af angsten, men ét er helt sikkert: Det er hele det hårde arbejde værd.