Undgå fejl når hulmuren efterisoleres

Efterisolering har mere eller mindre kun positive effekter på huset. Det holder bedre på varmen, indeklimaet bliver bedre og markedsværdien på huset stiger. Men… bliver efterisoleringen udført forkert, så kan den give massive fugtskader, så du i stedet ender med at tabe penge frem for at spare. Læs med her og undgå fejl, når det er dit hus, der skal isoleres.

Det er fugten, der er din fjende

Hvis dit hus isoleres forkert, så risikerer du at løbe ind i enhver husejers værste fjende: fugten. “Ved dårligt isolerede vinduer kan man se vandet, der løber ned af ruden, når den varme luft i rummet møder de kolde overflader. Det er det samme, der sker ude i konstruktionerne,” forklarer Bjørn Bo Klahn, der er ansvarlig fagekspert for tilsyn i Bolius. Han fortæller, at det er vigtigt, at den fugtige luft kan ventileres bort – og det kan den ikke, hvis man isolerer forkert.

Brug en autoriseret isolatør

Er du usikker på, hvordan du skal gribe efterisoleringen af dit hus an, så kan du med fordel få en autoriseret isolatør til at stå for arbejdet. Efterisolering Danmark fortæller: “Der er mange håndværkere, der ikke har helt så godt styr på efterisolering, som de påstår, og derfor er det en god idé at vælge en autoriseret isolatør. Det er din garanti for veludført arbejde”.

Bolius stemmer i: “Fordi der er stor risiko for fugtskader, hvis det (arbejdet, red.) ikke gøres ordentligt, er mit råd altid, at man får en bygningskonstruktør eller ingeniør, som kan se husets tilstand og konstruktioner i en større sammenhæng, til at komme med et bud på, hvilken isolering man skal bruge, hvordan den skal lægges, og hvordan en evt. dampspærre skal placeres,” forklarer Tine Nielsen, der er arkitekt og redaktør for Bolius’ gratis brevkasse.

Hulmuren er et oplagt sted at starte

Har du en hulmur, der ikke er isoleret, så er det et godt sted at starte din energirenovering. Isolering af hulmur er nemlig relativt billigt at gå til, og allerede efter få år vil prisen for arbejdet være betalt tilbage ved hjælp af en lavere varmeregning.

Hulmuren isoleres ved at blæse isoleringsmateriale ind i hulrummet, men det er ikke alle huse, der egner sig til denne form for efterisolering. Er det gældende for dig, så er der heldigvis mange andre muligheder for effektiv renovering, fx udvendig isolering, og det kan i sidste ende give ligeså stor en besparelse som hulmurisoleringen.